I vinter fik jeg nogle figengrene forærende. I skyndingen stak jeg dem ned i et par urtepotter med kaktus i vindueskarmen i stuen. De begyndte straks at sætte fine grønne knopper, men inden rødderne skulle få for godt fat i kaktuskrukkerne, måtte jeg hellere få dem flyttet til egne krukker. Den anden aften fik jeg endelig tid.

Til formålet havde jeg indkøbt en pose almindelig pottejord, som er godt gødet på forhånd. Når planterne forhåbentlig rigtig begynder at få fat, skal de have mere gødning. Jeg har ladet mig fortælle, at man kan få særlige gødningsblandinger til figentræer. Det må jeg undersøge nærmere… Godt med vand skal de selvfølgelig også have, men ikke så meget, at grenene rådner i stedet for at spire.

Senere på foråret skal figengrenene flyttes ud i drivhuset, og siden håber jeg at kunne få dem til at trives udenfor på en lun plads i haven. Jeg har plantet grenene i to krukker, så jeg kan stille dem forskellige steder og holde øje med, hvor de trives bedst.

Mine tænder løber allerede i vand ved tanken om at kunne plukke egne figner i haven. Og figenblade kan ikke kun bruges til at skjule ting, de er også virkeligt smukke i sig selv som dekoration. Men men men… nu skal man ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Jeg krydser fingre for, at figengrenene vil slå rod i mine krukker!

Utålmodig efter at komme i gang med havesæsonen har jeg her i januar gennemgået mit lager af frø og sorteret dem efter, hvornår de skal sås. Det viste sig at være umagen værd med en oprydning. Pludselig dukkede den der pose squashfrø op, som jeg bare ikke kunne finde, da squashene skulle sås sidste forår. Andre frø havde jeg helt glemt, at jeg havde. For eksempel de frø til feldsalat og spidskål, som skulle have været sået i sensommeren. Jeg må håbe, at frøene stadig vil spire i år.

Det leder mig til den anden gevinst ved frøsorteringen: forventningens glæde. Nu er jeg endnu mere utålmodig efter at få frø i jorden og jord under neglene igen!

Men ikke mindst bragte den lille oprydning i frølageret hyggelige minder frem. Minder om sidste års solsikker, som jeg omhyggeligt har taget frø af, både i min egen have og hvor jeg ellers har set fine solsikker (jeg må hellere lade være med at afsløre hvor – jeg fik vist ikke altid spurgt om lov…). Minder om besøg i haven af forældre og svigerforældre, som  havde taget frø med fra landbohaverne i Jylland. Minder om bazaren i Damaskus, hvor jeg fandt en flot gul æske med frø til de karakteristiske små hvide auberginer, der pludselig får den engelske betegnelse egg-plant til at give meget mere mening. Minder om min lokale grønthandlers undrende ansigt, da jeg spurgte, om korianderfrøene i den kulørte king-size pose på krydderihylden mon ville spire, hvis jeg såede dem (det ville de, viste det sig!).

Det bedste er, at denne vinters forventninger bliver til næste vinters haveminder. Det må være en af mine ambitioner for havearbejdet i år, at jeg husker at tage frø og stiklinger af mange flere af mine egne planter, så minderne kan leve videre, i bogstaveligste forstand, de næste mange år!

Bær er efter min mening noget af det dejligste, man kan have i haven. Derfor har jeg også masser af bærdrømme for kolonihaven. Ganske vist har jeg måttet fjerne en del af de vildtvoksende brombær- og hindbærranker for at gøre plads til andre afgrøder, men nogen har fået lov at stå. Og noget af det første, jeg selv plantede i kolonihaven, var jordbærstiklinger. Stiklingerne blev plantet ud i et højbed, så planterne er lette at komme til fra begge sider, og nye stiklinger ikke breder sig vildt i alle retninger. Fine røde bær blev det til i sommer.

Jordbærstiklingerne fik jeg af min far, som år efter år har taget nye stiklinger af jordbærplanter, som igen var stiklinger af planter, som var stiklinger af andre planter osv. – helt tilbage til jordbærplanterne i min farmors have. Haven var min farmors stolthed, og hun var i evig kappestrid med sin bror om at have de bedste jordbær. En del af jordbærrene blev selvfølgelig spist friske, men mange endte i jordbærgrød og jordbærkager, som var et fast indslag, når min farmor inviterede på middag. Sorten var valgt derefter – de klassiske syltebær Senga Sengana. De er forholdsvis små, og udbyttet er ikke så stort, men de har en smuk, dybrød farve og masser af smag!

Et lille højbed med jordbær i kolonihaven rækker dog ikke, har jeg besluttet. Jeg har derfor planer om at sætte en ny række plantekasser op langs vestsiden af kolonihavehuset til foråret. Denne gang skal Senga Sengana-planterne suppleres med en moderne, hollandsk sort, Polka. Den giver mange og større bær, som er både dekorative og meget velsmagende. Havenyt.dk har et fint indlæg om jordbærsorter og tricks til dyrkningen. Se det her.

Jeg har også planer om at plante ribs- og stikkelsbærbuske ud til foråret til at holde solbær, hindbær og brombær med selskab – mmm!

Men ak, der er længe til plantetid og endnu længere, til de modne bær kan nydes friskplukket. Heldigvis kan nogle bærdrømme også udleves midt om vinteren. Havtorn er kodeordet …læs mere her.

De første spirer til min interesse for at dyrke have blev lagt i mine forældres baghave, da jeg var barn. Siden var der andre interesser, som skulle prøves af, og havebruget gled i baggrunden. Men i foråret 2008 blev mine lidt nostalgiske havedrømme til meget konkret virkelighed midt i storbyen i form af en kolonihave.

Min nyerhvervede have lignede umiddelbart ikke så meget en grøn drøm som et grønt mareridt, med tætvoksende ukrudt op til navlehøjde og et lille utæt havehus. Ikke desto mindre sprang jeg lykkeligt på cyklen for at tage i haveforeningen og kom hver gang hjem igen med jord under neglene og en masse planer i hovedet. Undervejs blev venner og familie indrulleret til mere eller mindre frivilligt tvangsarbejde, og efterhånden begyndte en urskov at forvandle sig til en have. Kvikgræs, skvalderkål, snerler og vildtvoksende hindbærranker gav plads til både grøntsager, kydderurter, frugttræer, bærbuske, blomster og en lille græsplæne. En del ukrudt er der nu stadig, fred være med det.

Ud over de nye planter har haven fået højbede af både den brede, den smalle og den stablede slags, et drivhus, en lerklinet ovn og frisk grøn maling på det lille hus. Og indimellem arbejdet har der heldigvis også været plads til grillaftener og eftermiddagsbesøg med varm kaffe eller koldt saftevand alt efter vejret. Og friske jordbær eller ærter til, hvis man var heldig.

Selvom der er sket meget, er der stadig masser af nye projekter i støbeskeen, og mange gode haveoplevelser venter! Med andre ord: fortsættelse følger…

Det er vist lidt for tidligt at sige, om jeg har grønne fingre, men jord under neglene har jeg tit. Jeg er nemlig blevet haveejer, og alt imens jeg gør mit bedste for at forvandle min have til det bedre, er den i fuld gang med at forvandle mig til en rigtig haveentusiast. Dagbogen her handler om både den ene og den anden forvandling.

Havedagbogen giver et indblik i mine grønne ideer og eksperimenter – og de erfaringer der kommer ud af dem. Det er ’learning by doing’, men selvfølgelig med hjælp og inspiration fra mere erfarne haveejere. Med havedagbogen giver jeg mine ideer, succeser og fejltrin videre og håber, at de kan være til gavn og glæde for andre haveelskere.

Faste indslag i dagbogen bliver:

En månedlig huskeliste med ting, der skal ske i haven; hvad og hvor der skal sås og plantes, gødes, høstes, beskæres eller lægges om i de kommende uger.

Små indlæg om havens projekter og ting der har inspireret, for eksempel besøg i andre haver og oplevelser i naturen.

Opskrifter og ideer til, hvordan man kan bruge havens herligheder; alt fra liflige gryderetter til smukke blomsterbuketter.

Bon Appétit!

/Anne

- den glade ejer af en have, og nu også en havedagbog