Dagbog fra haven
04-1-2010
Det er vist lidt for tidligt at sige, om jeg har grønne fingre, men jord under neglene har jeg tit. Jeg er nemlig blevet haveejer, og alt imens jeg gør mit bedste for at forvandle min have til det bedre, er den i fuld gang med at forvandle mig til en rigtig haveentusiast. Dagbogen her handler om både den ene og den anden forvandling.

Havedagbogen giver et indblik i mine grønne ideer og eksperimenter – og de erfaringer der kommer ud af dem. Det er ’learning by doing’, men selvfølgelig med hjælp og inspiration fra mere erfarne haveejere. Med havedagbogen giver jeg mine ideer, succeser og fejltrin videre og håber, at de kan være til gavn og glæde for andre haveelskere.
Faste indslag i dagbogen bliver:

Havekalender
En månedlig huskeliste med ting, der skal ske i haven; hvad og hvor der skal sås og plantes, gødes, høstes, beskæres eller lægges om i de kommende uger.

Haveprojekter
Små indlæg om havens projekter og ting der har inspireret, for eksempel besøg i andre haver og oplevelser i naturen.

Opskrifter
Opskrifter og ideer til, hvordan man kan bruge havens herligheder; alt fra liflige gryderetter til smukke blomsterbuketter.
Bon Appétit!
/Anne
- den glade ejer af en have, og nu også en havedagbog

Endnu ikke kommenteret..